Artikeloversigt
-
Bemærkelsesværdige hold: BMC Racing Team 2012
2020-03-16 10:00Starten af 2010’erne i cykelsporten var præget af benhård kamp i toppen - og ikke kun på landevejen, men i særdeleshed i forhandlingslokalerne. Her konkurrerede en række rigmænd og deres respektive hold om underskrifter fra de helt store stjerner, som i nogle år havde tendens til at samle sig på de såkaldte superhold. Et af disse var BMC Racing Team i 2012, som vi ser nærmere på i denne artikel. Ser man på holdsammensætningen forstår man hurtigt, hvorfor forventningerne til BMC var tårnhøje i optakten til 2012-sæsonen. I løbet af vinteren havde den nu afdøde milliardær Andy Rihs åbnet pengepungen på vid gab og tiltrukket blandt andre profilerne Philippe Gilbert og Thor Hushovd, som begge skiftede på bagkant af fantastiske sæsoner. Derudover havde man hentet den dengang 23-årige Tejay Van Garderen, som efter blot to år som professionel allerede var udråbt som den næste amerikanske Tour-vinder. På trods af den store udskiftning over vinteren, var de eksisterende ryttere på BMC Racing Team ikke noget at kimse ad. Profilerne var unægtelig den tidligere VM- og Flandern Rundt-vinder Alessandro Ballan og den forsvarende Tour de France-vinder Cadel Evans, mens typer som George Hincapie og Manuel Quinziato bød ind med stor rutine. Sidst, men ikke mindst, var det høje forventninger til stortalentet Taylor Phinney og en 26-årig Greg Van Avermaet, der så småt var ved at slå sig fast som en profil i klassikerne. Kort sagt var der tale om et hold, hvor de bedste fem ryttere alle kunne have været frontfiguren på mange andre WorldTour-hold - og hvordan administrerer man det på landevejen? Det korte svar er, at det gør man ikke. Faktisk var der ikke én af de mange profiler, der ikke skuffede, og forklaringerne svinger fra stjerne til stjerne. -
Karakterbogen: Hvem kom bedst i gang med sæsonen?
2020-03-15 11:00Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren. Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken. Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub. -
Andreasen: Vinterformen var rigtig god
2020-03-14 12:00På det danske kontinentalmandskab har man valgt at sende rytterne på et individuelt træningsprogram, som de skal bruge ventetiden på. Målet er at holde en god vinterform ved lige, så mandskabet fortsat kan imponere senere på sæsonen. ”Status er jo, at rytterne alle sammen har fået individuelt træningsprogram, som de passer derhjemme. Vi holder dermed træningen ved lige, indtil rytterne kan køre igen,” siger Christian Andreasen til Feltet.dk. Den bornholmske trup er godt kørende Vinterformen var netop et midlertidigt højdepunkt for mandskabet. Sæsonen startede med en ottendeplads til Mads Rahbek i Tour of Antalya, og der er generelt en god fornemmelse på holdet. ”Vinteren er gået rigtig godt. Vi har haft nogle rigtig gode samlinger hen over vinteren på Bornholm og Sjælland. Vi begyndte sæsonen med at køre i Tour of Antalya, hvor Rahbek sluttede på en samlet ottende plads i 2.1 løb,” siger han. Mandskabet har desuden lige været på træningslejr i det spanske, hvor Calpe var destinationen. Her nåede mandskabet ud af landet, før den store nedlukning og sundhedskrise indtraf. ”Vi nåede at have en god træningslejr i Calpe her for ni dage siden, inden det hele brød løs. Optakten har været rigtig god og folk er godt kørende,” siger han. -
MPCC til ryttere: Bliv hjemme
2020-03-13 12:00Bevægelsen for en Troværdig Cykelsport, MPCC, støtter alle hårde og restriktive tiltag, som myndighederne i lande verden over måtte træffe i kampen mod covid-19. Organisationen mener ligeså, at cykelryttere skal tage større ansvar i kampen for begrænse smitten. Bevægelsens cheflæge fortæller nu, at man skal blive hjemme, hvis man overvejer at tage ud for at træne. At være potentiel smittebærer kommer ikke til at styrke troværdigheden for rytterne, ligesom potentielle ulykker vil tage kræfter fra hospitalernes intensivafdelinger. “Hvis nogen af jer undrer jer over, om man skal tage ud og træne, så er svaret nej! At blive hjemme er løsningen på to problemer: At smitte andre og risikere en ulykke, som overbelaster hospitalerne yderligere,” skriver MPCC i en pressemeddelelse. Bevægelsen skriver desuden, at de forventer, alle medlemmer følger deres anbefalinger for at sikre sportens velbefindende på længere sigt. Cykelryttere er verdensborgere før alt andet, og bevægelsen mener, at denne titel medfører et større ansvar. Udmeldingen fra MPCC går hånd i hånd med udgangsforbuddene fra flere regeringer i Europa, hvor cykelryttere bliver begrænset i deres offentlige færden. -
Sådan træner dansk ultracyklist på Zwift: De første fire timer går ret hurtigt
2020-03-12 12:00Race Across America (RAAM) er verdens mest prestigefyldte ultra-cykelløb, og hver sommer sender løbet deltagerne igennem 5.000 kilometer, 39.000 højdemeter og ofte barske vejrforhold på vejen fra den amerikanske vest- til østkyst. Løbet stiller selvsagt nærmest umenneskelige krav til rytternes udholdenhed, men hvordan får man trænet de nødvendige timer i en tid, hvor træningsmulighederne begrænser sig til en kold tur i regnvejr eller en kedelig og monoton tur på hometraineren? For ultracyklisten Michael Knudsen behøver sidstnævnte imidlertid ikke at være sandt. Danskeren, der efter planen debuterer ved RAAM til sommer, har nemlig benyttet sig af Zwift i de seneste godt fire år, og det har han nydt særdeles godt af. ”Jeg startede egentlig på BKOOL-platformen, men jeg synes ikke rigtig, at den levede op til forventningerne. Så begyndte jeg at bruge Zwift, som jeg synes er 1000 gange bedre og et rigtig godt alternativ til at køre udenfor”, siger Knudsen til Feltet.dk. Tilbage i efteråret kørte Knudsen 5.000 kilometer på Zwift på bare ti dage i shopping-centeret Field´s på Amager, og den 31-årige dansker fortæller, at han i vintermånederne træner omkring 25 timer om ugen på den virtuelle platform, som han tilmed bruger året rundt.