Starten af 2010’erne i cykelsporten var præget af benhård kamp i toppen - og ikke kun på landevejen, men i særdeleshed i forhandlingslokalerne. Her konkurrerede en række rigmænd og deres respektive hold om underskrifter fra de helt store stjerner, som i nogle år havde tendens til at samle sig på de såkaldte superhold. Et af disse var BMC Racing Team i 2012, som vi ser nærmere på i denne artikel. Ser man på holdsammensætningen forstår man hurtigt, hvorfor forventningerne til BMC var tårnhøje i optakten til 2012-sæsonen. I løbet af vinteren havde den nu afdøde milliardær Andy Rihs åbnet pengepungen på vid gab og tiltrukket blandt andre profilerne Philippe Gilbert og Thor Hushovd, som begge skiftede på bagkant af fantastiske sæsoner. Derudover havde man hentet den dengang 23-årige Tejay Van Garderen, som efter blot to år som professionel allerede var udråbt som den næste amerikanske Tour-vinder. På trods af den store udskiftning over vinteren, var de eksisterende ryttere på BMC Racing Team ikke noget at kimse ad. Profilerne var unægtelig den tidligere VM- og Flandern Rundt-vinder Alessandro Ballan og den forsvarende Tour de France-vinder Cadel Evans, mens typer som George Hincapie og Manuel Quinziato bød ind med stor rutine. Sidst, men ikke mindst, var det høje forventninger til stortalentet Taylor Phinney og en 26-årig Greg Van Avermaet, der så småt var ved at slå sig fast som en profil i klassikerne. Kort sagt var der tale om et hold, hvor de bedste fem ryttere alle kunne have været frontfiguren på mange andre WorldTour-hold - og hvordan administrerer man det på landevejen? Det korte svar er, at det gør man ikke. Faktisk var der ikke én af de mange profiler, der ikke skuffede, og forklaringerne svinger fra stjerne til stjerne.