MPCC til ryttere: Bliv hjemme


13-03-2020 00:00:00
Bevægelsen for en Troværdig Cykelsport, MPCC, støtter alle hårde og restriktive tiltag, som myndighederne i lande verden over måtte træffe i kampen mod covid-19. Organisationen mener ligeså, at cykelryttere skal tage større ansvar i kampen for begrænse smitten. Bevægelsens cheflæge fortæller nu, at man skal blive hjemme, hvis man overvejer at tage ud for at træne. At være potentiel smittebærer kommer ikke til at styrke troværdigheden for rytterne, ligesom potentielle ulykker vil tage kræfter fra hospitalernes intensivafdelinger. “Hvis nogen af jer undrer jer over, om man skal tage ud og træne, så er svaret nej! At blive hjemme er løsningen på to problemer: At smitte andre og risikere en ulykke, som overbelaster hospitalerne yderligere,” skriver MPCC i en pressemeddelelse. Bevægelsen skriver desuden, at de forventer, alle medlemmer følger deres anbefalinger for at sikre sportens velbefindende på længere sigt. Cykelryttere er verdensborgere før alt andet, og bevægelsen mener, at denne titel medfører et større ansvar. Udmeldingen fra MPCC går hånd i hånd med udgangsforbuddene fra flere regeringer i Europa, hvor cykelryttere bliver begrænset i deres offentlige færden.