Sådan træner dansk ultracyklist på Zwift: De første fire timer går ret hurtigt


12-03-2020 00:00:00
Race Across America (RAAM) er verdens mest prestigefyldte ultra-cykelløb, og hver sommer sender løbet deltagerne igennem 5.000 kilometer, 39.000 højdemeter og ofte barske vejrforhold på vejen fra den amerikanske vest- til østkyst. Løbet stiller selvsagt nærmest umenneskelige krav til rytternes udholdenhed, men hvordan får man trænet de nødvendige timer i en tid, hvor træningsmulighederne begrænser sig til en kold tur i regnvejr eller en kedelig og monoton tur på hometraineren? For ultracyklisten Michael Knudsen behøver sidstnævnte imidlertid ikke at være sandt. Danskeren, der efter planen debuterer ved RAAM til sommer, har nemlig benyttet sig af Zwift i de seneste godt fire år, og det har han nydt særdeles godt af. ”Jeg startede egentlig på BKOOL-platformen, men jeg synes ikke rigtig, at den levede op til forventningerne. Så begyndte jeg at bruge Zwift, som jeg synes er 1000 gange bedre og et rigtig godt alternativ til at køre udenfor”, siger Knudsen til Feltet.dk. Tilbage i efteråret kørte Knudsen 5.000 kilometer på Zwift på bare ti dage i shopping-centeret Field´s på Amager, og den 31-årige dansker fortæller, at han i vintermånederne træner omkring 25 timer om ugen på den virtuelle platform, som han tilmed bruger året rundt.